event image

Anne Dorte Michelsen (ny dato)

07 okt 20:00
Lyt

NYT SOLO SHOW 2021
Anne Dorte Michelsens nye koncert/show: EN GANG SANGSKRIVER samler trådene fra en
lang, lang række store, kendte og mindre kendte sange, skrevet undervejs gennem de mange år;
fra ung pige til danmarkskendt popstjerne, til mor, til voksent menneske. Alt kædet sammen med
overraskende og humoristiske fortællinger fra livet, der lå – og ligger - bag.
I EN GANG SANGSKRIVER tager Anne Dorte Michelsen det fulde musikalske ejerskab over sit
værk, og spiller bl.a selv sine sange på klaver og guitar.
Til at bibringe musikken yderligere dynamik, og dybde, bliver der skabt et komplet lyd design i
samarbejde med lyd designer Sebastian V. Olsen, og på scenen: Trommer/programmering: Søren
Michelsen og keyboardspiller Thorval Naur Nørremølle. Anne Dorte Michelsen er på klaver, guitar
og vokal.

Popstjerne, sangskriver, humorist, debattør, Anne Dorte Michelsen har mange ansigter og
mange navne, og hun har igennem hele sin omfattende og produktive karriere set både langt ind i
sig selv, og vidt ud over verden.
Det hele startede med gennembruddet som sanger og sangskriver i popgruppen Tøsedrengene,
hvorfra numre som ”Bruge og bruges” og ”Ud under åben himmel”, i selskab med mange andre af
gruppens største hits, for længst er blevet folkeeje.
Herfra fortsatte Anne Dorte Michelsen med succes som solist, både herhjemme, i Japan, Norge
og Sverige, og udgav en række albums, hvor hun rendyrkede en intens, sart og inderlig tone.
Sange som ”Snebær og kastanjer”, ”Før eller siden” og ”Jeg har lagt mine våben” står i dag som
klassikere, og er sammen med flere andre af Michelsens numre, blevet genindspillet af kolleger
både ude og hjemme.
I 90’erne sprang Anne Dorte Michelsen ud som humorist og satiriker. Først med den
ægteskabsakopalyptiske ”En lykkelig familie” og siden med gruppen Venter på far, hvis listige
schlagere om livet med støvekost og kittel, blev et overraskende hit, og sange som ”Der er altid
noget at gøre for en husmor” sneg kønsrolledebatten ind ad bagdøren hos det til tider
feministforskrækkede danske folk. I 2009 supplerede Michelsen sin samfundskritiske sangportefølje med finanskriseshowet ”Akut Cabaret” hvorfra vi møder den fritstillede, fraskilte, 50-årige
kvinde, i sangen om, at det hele ikke er noget problem, men bare ”En udfordring”.
I det nye årtusind har Michelsen desuden udgivet en række soloalbums, med sange, der kredser
om det voksne liv og kunsten at bevare roen og overblikket samt modet til at turde miste det igen.
Smukke ballader og hymner som ”Hej far”, ”Hvis du vidste” og ”Magt og afmagt” vil folde sig ud
under koncerten, side om side med ungdomsværker som ”Fortrolighed” og ”Sne under lygten”