SANGE TIL LIVET
Oplev albumaktuelle Anne Linnet i ARKENs koncertsal torsdag den 11. maj kl. 19. Din billet giver adgang til ARKENs udstillinger på koncertdagen, så kom i god tid og se en omfattende udstilling med helt nye værker af Eva Steen Christensen, ARKENs samling kurateret af Esben Weile Kjær i udstillingen Butterfly! samt imponerende installationsværker af den internationalt anerkendte kunstner Refik Anadol i museets kunstakse.
Anne Linnet har været en del af den danske musikscene siden 1970´erne og er anerkendt som en af landets mest betydningsfulde artister. Hun er udover at være kendt for en stribe af store hits og klassikere mindst lige så kendt for sine ærlige tekster og lyst til at eksperimentere med musikgenrer.
Til foråret kan publikum opleve hende i en intim opsætning i trio-format, når hun tager sine nye såvel som kendte sange fra sit store bagkatalog med rundt i landet og besøger i alt 18 spillesteder.
Der er mulighed for tilkøb af middag i ARKENs cafe kl. 17.30. Dette sker sammen med billetkøbet.
Forret
Pebermarineret laks med grønne asparges, yuzufløde og krydderurter
Hovedret
Farseret unghanebryst med bagte rabarber, syltet svampe og sauce blanquette
Billet 395 kr. (inkl. adgang til ARKEN på koncertdagen).
Tilkøb af middag: 235 kr.
Koncerten er et samarbejde imellem ARKEN & Kulturium Musikteater.
Om Sange Til Livet:
Et livsprojekt
Alle sangene står rene og udelukkende akkompagneret af pianist Jesper Bo Hansen, som Anne Linnet har spillet med i mange år. Det giver plads til, at teksterne og deres budskaber kan stå klart frem.
”Teksterne har ikke store produktioner, det er ordene, melodier og harmonierne, der har været vigtigst for mig med de her sange, og jeg er ikke spor bange for langsomme sange. Og så har jeg altid syntes, det var godt at høre andre versioner af mine sange, så jeg håber, at andre kunstnere vil kunne finde inspiration i ’SANGE TIL LIVET’ og evt. lave deres egne versioner af mine sange, så de udvikler sig hen over et forhåbentlig langt liv,” siger Anne Linnet om de 50 forskellige sange på ’SANGE TIL LIVET’, som hun glæder sig til at sende ud i verden efter at have haft dem i skuffen i næsten to årtier.”
”Det er et livsprojekt, det er det. Men det er først inden for de senere år, jeg har tænkt, at nu ser jeg lige, hvad der ligger i gemmerne og ser, om det er noget, andre mennesker kunne have glæde af. Og det, tror jeg faktisk, det er”, fortæller hun.
”Det er helt klart noget andet, end det jeg ellers udgiver. For mig har det, med de her 50 sange, været fantastisk at dykke ned i sangene og opdage, at der er en sammenhæng mellem dem. Den ene sang kommenterer på en anden, og en tredje sang uddyber dele af den fjerde. Det her er et værk, hvor sangene fletter ind i hinanden, både meningsmæssigt og musikalsk, og jeg tror ikke en udgivelse af denne karakter er set før,” fortæller Anne Linnet, som har skrevet og komponeret sange, siden hun var barn.