event image

Roger Waters (Pink Floyd) fødselsdagsforedrag

06 sep 19:00

Roger Waters runder 80 år d. 6. september!



 



Kom til foredrag om Pink Floyd (eksklusivt tilrettelagt til dagen fejring) samt akustisk koncert, med fokus på Roger Waters. 80 år = 80 kr. i billetpris.



Den 6. september 2023 kan en af rockens stærkeste og mest kontroversielle personligheder fejre 80-års fødselsdag. Det er Roger Waters, medstifter og mangeårig drivkraft i den engelske supergruppe Pink Floyd, som skriver sig ind i en voksende loge af aktive rocklegender i den højeste senioralder.

 



Waters var helt tilbage fra Pink Floyds dannelse i 1966 gruppens praktiske omdrejningspunkt. Da Pink Floyds oprindelige sanger, sangskriver og frontfigur Syd Barrett bukkede under for stofmisbrug og psykisk sygdom, blev det gradvist Roger Waters, som overtog lederskabet i gruppen. Det kulminerede i albumklassikere som ”Dark Side of the Moon” og ”The Wall”, og Pink Floyd lykkedes med at være verdensstjerner og samtidig anonyme musikere, som ingen genkendte til hverdag.

 



Roger Waters forlod Pink Floyd i 1985, og han har som solist overrasket ved at bryde med al anonymitet i Internetalderen. Han er i dag en travl politisk aktivist, som deler vandene i spørgsmål om både Palæstina og Putin. Waters’ seneste turné, som bærer navnet ”This Is Not a Drill” tager temperaturen på klodens politiske og moralske tilstand.



 



Roger Waters som person, sangskriver, konceptmager og aktivist er under lup i et 60 minutter langt foredrag inden koncerten med Shrink Freud. 



 



Foredragsholder Thomas Ulrik Larsen er musiker og cand. mag i musikvidenskab Han er en af landets mest benyttede musikforedragsholdere og en stor Pink Floyd-kender.



 



Shrink Freud: Pink Floyd og Roger Waters’ sangskat i akustiske fortolkninger.



Siden 2019 har trioen Shrink Freud givet deres smukke og originale bud på Pink Floyds sange. Med akustisk guitar, klaver og tre sangstemmer spiller Shrink Freud et langt mere varieret udvalg af Pink Floyd-numre end nogen af de danske kopibands, der primært satser på hits og på at ramme den originale Floyd-lyd.



Ikke at Shrink Freud undgår de kendteste numre: Wish You Were Here, Us and Them og Comfortably Numb er alle sammen på sætlisten, men trioen spiller også mange af de helt obskure sange fra Pink Floyds unge år samt udpluk fra Floyd-medlemmernes solo-udgivelser.



Som en anmelder skrev:



”Der er kopibands som prøver at komme så tæt på originalerne som muligt, og så er der dem der tør fortolke og tager musikken videre på en eventyrlig rejse. Det var netop hvad Shrink Freud gjorde med en dejlig koncert, der på fineste akustiske vis tog Pink Floyds musik under stærk og behændig behandling.”



 



Shrink Freud er: Stine Liebman (sang, percussion, klaver), Anders Haahr (klaver, guitar, pennywhistle, sang) og Thomas Ulrik Larsen (sang, guitar, klaver).



 



Pris 80 kr.