event image

Love Shop 3

05 Dec 20:00

Quiet is the new loud. Under det motto er Love Shop-sanger Jens Unmack to gange de seneste år taget ud på vejene med soloturnéer, hvor han - kun bevæbnet med stemme, guitar og ekko-maskine - har afsøgt de områder i sit eget og Love Shop's sangkatalog, hvor et rockband sjældent kommer. Det har været intime, smukke og dramatiske koncerter, hvor musikkens bagland, melodierne, og ikke mindst Unmack's lovpriste sangtekster har taget hovedroller. Ikke i almindeligt tilbagelænede singer/songwriter-greb, nej, usminket, skrøbeligt og direkte kommunikerende.
Nu inviterer Unmack sine Love Shop-medsammensvorne Mikkel Damgaard (producer/keyboard) og Mika Vandborg (el-guitar) med ind i dette medrivende univers, og de tre vil i slutningen af året besøge Kulturium Musikteater under navnet Love Shop 3. Forvent medrivende aftener med baggrund i Love Shop's fornemme sangkatalog, hvor også Unmack's solosange vil være repræsenteret.

Om Love Shop
Efter at have fejret 25 års-jubilæum med både et opsamlingsalbum (”Evergreen”) og en bog (”Himmelflugt Og Højdeskræk”) i 2015, manifesterede Love Shop sin betragtelige betydning for dansk musik med det 11. studie album ”Risiko” i 2017. Et album der i den grad fik anmeldere til at kaste om sig med mange stjerner, og som samtidig var levende bevis for, at Love Shop på ingen måde kender til begrebet autopilot når der skal laves ny musik.

Med ”Risiko”s succes i bagagen og usvækket lyst til at forny sig, tog Jens Unmack & co. igen i studiet, og denne gang er hele bandet blevet inddraget i indspilningens grundfase og formgivning, dels for at nyde godt af en frisk proces, men også for at åbne op for et mere bandnaturligt snit på de nye numre. En feeling den opmærksomme lytter straks vil kunne høre.
Albumtitlen er ”Brænder Boksen Med Smukke Ting” som de sendte på gaden den 8 marts 2019. Jens Unmack siger selv om det album: ‘Med så mange albums bag os har vi efterhånden en sjældent lang bandhistorie, som er inspirerende at spille ud fra. Med seneste album oplevede vi et foreløbigt højdepunkt i Love Shop’s nyere historie, og mange andre havde nok i den situation trukket en pause og set situationen an. Men sådan er temperamentet ikke i det her band. Jeg har selv en baggrund med artister der er vokset gennem hyppige, regelmæssige udgivelser, og som derfor har kunnet udvikle sig og spejle tiden sammen med sine lyttere. Og det er sådan jeg bedst kan lide det. Så vi har taget udfordringen op og står nu her klar igen. Tror aldrig jeg har arbejdet så intenst med sangene til et album som på dette nye. Ikke fordi de kom svært, men fordi målet var at komme videre uden tomme ord eller musikalsk dødvægt i bagagen. Så mange skitser blev lavet og stødt, før de rigtige sange kom og lagde sig på plads. På den måde giver det nye album kun god mening i forhold til det erklærede løfte” Risiko” gav: Aldrig træt, aldrig mæt. Vi skal videre nu.' Brænder Boksen Med Smukke ting” er lyden af Love Shop 2019.”

Du kommer hurtigt og nemt til Ishøj med S-Tog, eller benyt en af de mange gratis parkeringspladser. Koncerten afvikles under overholdelse af alle gældende Covid-19 restriktioner, og er med siddepladser.

___

Ønsker du at spise middag inden koncerten, kan du få 50% rabat på alle retter i Cafe A (gælder ikke drikkevarer), mod forevisning af din billet til koncerten. Gør venligst opmærksom på dette ved ordreafgivelse i restauranten.

Kulturium Cafe har et bredt udvalg af drikkevarer, blandt andet øl fra bryggeriet Skands, samt et udvalg af drinks